Hvem er vi i Nydam Børnehus:
Nydam Børnehus er en kommunal institution bestående af en vuggestuegruppe (Mariehønsene) og 4 børnehavegrupper (Billerne, Tudserne, Uglerne og Bæverne).
Nydam Børnehus har god fysisk plads både ude og inde, og vi er beliggende i et livligt og dejligt miljø ved siden af skole og sportsplads. Børnene er inddelt i basisgrupper med 2-3 personaler tilknyttet. Det er en af pædagogerne, som er tilknyttet barnets basisgruppe, I vil møde til jeres første besøg i børnehuset, når I har fået en plads tildelt.
Vi er et hus i udvikling, og vi forsøger at følge med og lære nyt. Vi arbejder ud fra Nest-principperne og Nest betyder "rede" og er i denne sammenhæng betegnelsen for en pædagogisk praksis, hvor tilgangen er, at den trygge rede, som ét barn har brug for, gavner alle børn.
Vi er en personalegruppe i forskellige aldre, og vi nyder at kunne bidrage til input hos hinanden samt give konstruktivt kritik og positiv energi. Hvis dette lille udpluk skulle give til dig lyst til at læse mere om Nydam Børnehus, så kan du læse mere om vores dagligdag i vores velkomstfolder og her på vores side.
Børnene er inddelt i grupper: Mariehønsene(vuggestuegruppen), Tudserne, Uglerne, Billerne og Bæverne. Det er deres faste gruppe med faste voksne, som også primært har kontakten til Jer omkring jeres barn.
De ældste børn dvs. kommende skolebørn, er samlet hos Bæverne. Her får børnene mulighed for at finde venner fra egen årgang. De bliver kendte med hinanden og på denne måde medvirker vi til at socialisere gruppen inden skolestart. Der tilrettelægges målrettede pædagogiske aktiviteter, som tager udgangspunkt i det enkelte barn og den konkrete børnegruppe. Vi udfordrer, stiller krav og skubber kærligt på vej alt efter børnenes alder og udviklingstrin. Der er fokus på børnenes muligheder for læring gennem leg og kropslige aktiviteter og på læringsmiljøer. At de gennem legen også får frihed til at bruge fantasien og deres kreative evner.
Vores værdier
Vi arbejder ud fra vores grundlæggende værdier: Dialog, Anerkendelse, Samarbejde og Engagement både i forældre og personalesamarbejdet. Vi stræber efter at være:
- Nærværende voksne, der skaber tryghed, omsorg for det enkelte barn og genkendelige rammer.
- Tydelige voksne, som er rollemodeller, så børnene tilegner sig de sociale spilleregler og lærer at respektere hinanden. Vi styrker hermed børnenes sociale færdigheder, ved at skabe positive relationer mellem børn, samt tilbyde dem forskellige fællesskaber. Det handler også om dannelse, at barnet ved, at have gode rollemodeller også lærer hvordan man begår sig.
- Faglige voksne, som vægter fordybelse, således at barnet/børnene tilbydes relevante aktiviteter og i fællesskab med voksne undres og forbliver nysgerrige. Vi går på opdagelse i det der lykkes og udveksler de bedste erfaringer og oplevelser. Ved at fokusere på det positive, vil barnet få oplevelsen af at føle sig set, hørt og forstået.
Afslapning og mindfullness:
I børnehaven prioriterer alle grupper en stille stund/afslapning for alle børn efter madpakken. Her er der mulighed for at slappe af. Hvert barn har deres eget tæppe med, som fast er i børnehaven. Ved denne stund høres der oftest musik, læses højt eller børnene får massage eller giver hinanden massage.
Vi oplever, at mange børn har glæde af denne stund, og i en travl hverdag er det rart for mange af dem at kunne koble fra.